Certifikatstyring
Vælg CLM-løsning: fem niveauer fra gratis ACME til enterprise
Med 46 dages levetid på SSL/TLS-certifikater fra 24-02-2029 skal hvert certifikat fornys omkring otte gange om året. Det er ikke ensbetydende med at alle skal købe en platform til certificate lifecycle management (CLM). Niveauerne herunder går fra gratis til enterprise, og de fleste skal ikke hele vejen op.
Vores eget udgangspunkt var, at næsten alle kunne nøjes med ACME. Vi har siden givet support til mellemstore kunder, der kører det i praksis, og billedet er mere nuanceret: det virker teknisk, men det kræver meget support, når infrastrukturen indeholder eksotisk software. Desuden bestemmes nøgletypen ude på hver enkelt server, fordi ACME-klienten laver CSR'en der.
Fem niveauer af certifikatstyring: hvad passer til hvem
-
1. Gratis ACME
Let's Encrypt, Google Trust Services, ZeroSSL
- Passer til jer hvis
- Websites, der kan nås fra internettet, med ACME indbygget i softwaren, og hvor manglende overvågning er til at leve med
- Rækker ikke længere når
- Det bliver internt eller kritisk, skal overvåges, eller ikke kan validere uden DNS-credentials ude på serveren
- Pris
- Gratis, men tid til domænevalidering, åbne porte eller DNS-credentials
-
2. Cloud-ACME med support
FairSSL ACME, vores eget. TrustView Lite
- Passer til jer hvis
- Primært Windows- og Linux-servere, i praksis op til omkring 50, og I vil have vejledninger, overvågning og support
- Rækker ikke længere når
- Scriptene til appliances og til hver server bliver et arbejde i sig selv, eller opsætningen skal rettes centralt
- Pris
- Certifikatprisen plus et automatiseringsgebyr per certifikat/år
-
3. CLM-platform hos jer selv
sslbrain, vores eget. KeyTalk, TrustView
- Passer til jer hvis
- I vil have konfigurationen væk fra serverne og nøgletype, nøglestørrelse og udsteder styret i profiler
- Rækker ikke længere når
- I kan få CA'ens egen platform med i certifikataftalen, eller I mangler discovery og SCEP i samme værktøj
- Pris
- sslbrain har offentlige priser og en gratis version. KeyTalk og TrustView aftales per kunde
-
4. CA'ernes egne platforme
DigiCert, GlobalSign, Sectigo
- Passer til jer hvis
- I køber i forvejen mange certifikater hos én CA og vil have discovery, agenter, lokal CA og SCEP samlet
- Rækker ikke længere når
- Certifikatstyring skal købes som del af en større pakke, hvor PKI-drift, signering eller netværk også skal med
- Pris
- Aftales per kunde ud fra størrelse og volumen, eksternt og internt
-
5. Enterprise-identitetsplatform
Keyfactor, Venafi, AppViewX
- Passer til jer hvis
- Hundredvis af servere, og certifikatstyring skal købes som del af en større pakke om maskinidentitet og PKI
- Rækker ikke længere når
- Der er ikke flere niveauer. Er I mindre, betaler I for en platform større end opgaven
- Pris
- Aftales per kunde, typisk som en beslutning for hele organisationen om automatisering generelt
Niveau 1
Gratis ACME, hvor I bygger det selv
Hvorfor gratis ACME
Certifikaterne er gratis, klienterne er modne, og for et website, der kan nås fra internettet og har ACME indbygget virker det fint. Både små og store bruger det, og i en stor del af tilfældene er det det rigtige valg.
Økonomi og kompleksitet på niveau 1
Ingen licens. Til gengæld bygger I selv validering, overvågning og styring, og der er ingen at ringe til. Konfigurationen ligger på hver server.
- Domænevalidering er den største risiko. HTTP-01 kræver at port 80 kan nås udefra, og det kan den ikke på interne servere. DNS-01 kræver i stedet et API-token til jeres DNS-udbyder på hver server, og det token kan typisk redigere hele zonen.
- Ingen central styring og ingen overvågning. Hver server har sin egen klient og sin egen cron-linje. Fejler en fornyelse, sker der ingenting, og et cron-job der er holdt op med at køre ser ud som et der kører.
- Ingen fallback. Rammer I en rate limit, eller er udstederen nede når certifikatet skal fornys, er der ingen anden CA at gå til.
- Gendannelse fra backup støder på rate limits. Det er let nok at tilføje certifikater lidt ad gangen, men skal de alle udskiftes på én gang, for eksempel efter en gendannelse, rammer I udstederens rate limits per domæne. Så kan siderne ikke åbnes, og der er ikke andet at gøre end at vente.
- Appliances er et arbejde i sig selv. F5 BIG-IP har indbygget ACME fra 21.1.0 og FortiGate fra 7.6.3, men NetScaler, ældre F5, KEMP, FortiMail og en del Cisco-udstyr har det ikke. Og hvor ACME er kommet, er klienten ofte låst til Let's Encrypt og kræver åbne porte eller DNS-credentials. Uden indbygget ACME går vejen gennem en anden server med scripts, der deployer certifikatet over SSH eller REST API.
- Udstedelse er ikke installation. Certifikatet skal ud i IIS-bindingen, ind i keystore-filen, konverteres til PFX eller JKS og lægges på load balanceren, og tjenesten skal genstartes. Det er arbejde for hvert system og hvert stykke software.
Løsninger på niveau 1
- Let's Encrypt er den mest udbredte. Kun DV, 90 dages gyldighed, ingen konto.
- Google Trust Services kører samme model på Googles infrastruktur.
- ZeroSSL tilbyder ACME plus et webinterface til dem, der vil klikke.
- cert-manager og AWS Certificate Manager er ikke noget, I skal vælge: kører I Kubernetes med cert-manager eller bag en AWS load balancer, er fornyelsen allerede løst dér.
Videre til niveau 2 når
certifikatet sidder på noget internt eller kritisk, det skal overvåges, eller det ikke kan validere over port 80 uden at I lægger DNS-credentials ud på serveren.
Niveau 2
Cloud-ACME med support
Hvorfor cloud-ACME med support
Samme protokol og samme klienter som niveau 1, men nogen holder øje og tager telefonen. I får domænevalidering uden nøgler på serverne, overblik over hvad I har, og færdige vejledninger i stedet for at læse dokumentation.
Økonomi og kompleksitet på niveau 2
Certifikatprisen plus et gebyr per certifikat om året. Der er ingen platform at drifte og ingen installationsplan. Grænsen er, at ACME-klienten skal installeres og konfigureres på hver server, og at nøgletype og nøglestørrelse afgøres af klientens CSR ude på serveren. Appliances, der ikke selv kan køre en klient, kræver en anden server med scripts, der skubber certifikatet ind til dem.
Vores eget
FairSSL ACME
- Domænevalidering gennem én CNAME, så hverken DNS-credentials eller åbne porte skal ud på serverne
- DV og OV fra DigiCert, RapidSSL, Thawte og GeoTrust, samt GlobalSign OV og EV prævalideret
- Færdige installationsvejledninger med kommandoer, I kan kopiere direkte, blandt andet til Windows og Linux
- Central oversigt, overvågning, logs og mulighed for at tilbagetrække et certifikat
- Appliances kan også nås ved at lade en anden server hente certifikatet og deploye det over SSH eller REST API. Det understøtter vi, men scriptene er jeres
- Produktvalget er centralt. På hver profil, jeres servere ligger på, vælger I hvilket af de understøttede produkter der udstedes, uden at røre serverne
- I kan tvinge en server til at hente et nyt certifikat uden at logge på den
- Support på dansk, før, under og efter opsætning
- Op til 25 servere per hovedcertifikat, og et gebyr per certifikat om året
Andre løsninger
Niveau 2 hos andre
- DigiCert har en enkel ACME-løsning, som vi kan levere: I vælger produktet, og derefter klares domænevalideringen som i almindelig ACME. Understøtter både ACME og ARI, med deres egen klient eller en tredjepartsklient.
- GlobalSign Atlas har ACME med EAB, både DNS- og HTTP-validering, offentligt betroede DV- og OV-certifikater, plus IntranetSSL til interne domæner.
- TrustView Lite kører kun i cloud, bestiller fra DigiCert, GeoTrust, Let's Encrypt og Entrust og har discovery og overvågning. Automatisering er et tilkøbsmodul, og løsningen er begrænset til tre brugere.
- Sectigo har to slags ACME-endpoints. Det offentlige klarer domænevalideringen undervejs som i almindelig ACME. Det universelle kan udstede fra enhver ACME-kompatibel CA, men kræver til gengæld at valideringen er gennemført, før certifikatet kan udstedes.
- De tre CA'er har alle en større og dyrere platform på niveau 4, med discovery, lokale agenter og forbindelse til jeres egen CA. DigiCerts og GlobalSigns kan vi levere. TrustView findes tilsvarende i en fuld udgave, som ligger på niveau 3.
Videre til niveau 3 når
scriptene til appliances og de enkelte servere bliver et arbejde i sig selv, eller når nøgletype og opsætning skal kunne rettes centralt i profiler i stedet for på hver enkelt server.
Niveau 3
CLM-platform, der kører hos jer selv
Hvorfor en CLM-platform hos jer selv
På niveau 3 flytter konfigurationen og opsætningen væk fra serveren. Der kan godt sidde en pull-agent på serveren, men den skal ikke sættes op enkeltvis. Nøgletype, nøglestørrelse og udsteder sættes i profiler centralt og kan rettes ét sted for alle servere i profilen. Den når desuden appliances med færdige agenter, så I ikke selv skal bygge og vedligeholde scripts til dem. Den kører hos jer, ikke hos leverandøren.
Økonomi og kompleksitet på niveau 3
Her begynder licenserne, og hos de fleste også en sælger, en forhandling og en installationsplan. I drifter og patcher selv en installation. Til gengæld falder arbejdet per server, og jo flere specielle systemer I har, jo mere falder det.
Vores eget
sslbrain
- Offentlige priser og gratis version. I sætter den op selv, uden sælger og uden installationsplan
- Private nøgler, credentials og vault-indhold bliver på jeres egen server, hvilket er det, der skal kunne dokumenteres i en NIS2- eller DORA-vurdering af leverandørrisiko
- Agenter over SSH, WinRM eller API, eller pull over udgående HTTPS, så der ikke skal åbnes ind. Også til cloud-tjenester som AWS Certificate Manager, Azure Key Vault, Cloudflare og Akamai
- CA-profiler skifter nøgletype centralt, hvilket en ACME-opsætning ikke kan, og falder automatisk tilbage til en anden CA, hvis den primære fejler
- Både gratis og betalte certifikater, blandt andet Let's Encrypt, Google, Sectigo og DigiCert, med failover mellem dem. Dertil MitID Erhverv funktionscertifikater og Windows AD CS
- Passer ikke til jer, der ikke vil drifte noget selv
Andre løsninger
Niveau 3 hos andre
- KeyTalk CKMS binder maskinen til styringen, og det er en styrke, hvor kontrollen skal helt ud til klienterne, typisk i banker. Virtuel appliance, hybrid eller managed service. Kontakt os for pris og opsætning.
- TrustView er modulopbygget og dækker flere CA'er end sslbrain. Automatiseringsmodulet kører over ACME og SCEP, så serverne skal stadig have en klient sat op. Undtagelsen er deres direkte integrationer, blandt andet til Azure Key Vault og Citrix ADC.
Videre til niveau 4 når
I køber i forvejen mange certifikater hos én CA og kan få deres platform med i aftalen, eller I har brug for discovery, forbindelse til jeres lokale CA og SCEP til enheder i samme værktøj.
Niveau 4
CA'ernes egne platforme
Hvorfor CA'ens egen platform
Platformen kommer fra den CA, I i forvejen køber certifikater hos, og det er dét, der adskiller niveauet. Hvor den kører, varierer: de fleste leveres som tjeneste, men DigiCert ONE kan også køre on-premises, i eget land eller hybrid.
Det er ikke bare ACME i deres cloud. De store platforme har discovery af certifikater i jeres netværk, lokale agenter til de servere, der kan køre en agent, ACME til resten, proxy-komponenter til at nå ind bag firewallen, forbindelser til jeres lokale CA og SCEP til enheder. De understøtter desuden i stigende grad andre CA'er end deres egen.
Økonomi og kompleksitet på niveau 4
Prisen aftales individuelt og hænger typisk sammen med jeres certifikatvolumen hos den pågældende CA, så den kan se lav ud, hvis I i forvejen køber meget dér. Til gengæld binder I jer til deres økosystem. Spørg i hvert tilfælde om de mener discovery, import, udstedelse eller deployment, når de siger, at de understøtter andre CA'er. Det er ikke det samme.
Løsninger på niveau 4
- DigiCert ONE og Trust Lifecycle Manager er en containerbaseret platform med separate managers til TLS, code signing, enheder og dokumenter, og kan deployes i cloud, i eget land, on-premises eller hybrid. Kontakt os for pris og opsætning.
- GlobalSign har Atlas som udstedelseslag, TLS Connect med discovery og deployment med eller uden agent, og LifeCycleX, der også samler certifikater fra Microsoft CA og EJBCA. Den eneste under jurisdiktion uden for USA blandt de CA'er, vi arbejder med. Kontakt os for pris og opsætning.
- Sectigo Certificate Manager har været markedsført som CA-agnostisk siden 2021, og deres universelle ACME-endpoint kan udstede fra enhver ACME-kompatibel CA, mod at valideringen er klaret først.
Videre til niveau 5 når
certifikatstyring skal købes som en del af en større pakke, fordi PKI-drift, signering, SSH-nøgler eller netværksautomatisering skal med i samme beslutning.
Niveau 5
Enterprise-identitetsplatform
Hvorfor en enterprise-identitetsplatform
Certifikatstyring er her ét modul i en større pakke om maskinidentitet og PKI, og I køber sjældent kun certifikatdelen. Hvad pakken ellers indeholder, er forskelligt fra leverandør til leverandør, og det er dér sammenligningen skal ligge.
Økonomi og kompleksitet på niveau 5
Forhandling og designfase før noget bliver sat op, og et prisniveau der ikke skalerer ned. Anskaffelsen bliver typisk en beslutning for hele organisationen om automatisering generelt, ikke en teknisk beslutning om certifikater.
Løsninger på niveau 5
- Keyfactor satser på hele PKI-området. Command er en multi-CA CLM på tværs af offentlige og private CA'er, EJBCA er CA-softwaren bag med EST, SCEP, ACME og CMPv2, og PKI kan købes som managed service.
- Venafi satser på identitetssikkerhed. Efter at CyberArk købte Venafi, og Palo Alto købte CyberArk, ligger produktet i Palo Alto Networks' Idira-platform sammen med privileged access, secrets management og styring af AI-agenter.
- AppViewX satser på infrastrukturautomatisering. Certifikatstyring er ét modul ved siden af PKI, SSH-nøgler, code signing og automatisering af load balancere og ADC'er, med over 200 integrationer.
Der er ikke flere niveauer
Har I under nogle hundrede servere, betaler I for en platform, der er væsentligt større end opgaven. Pris efter tilbud.
Certifikater på mange servere og appliances
Et offentligt SSL-certifikat kan højst være gyldigt i 199 dage nu, 99 dage senest 15-03-2027 og 46 dage senest 15-03-2029. Hvert certifikat skal dermed skiftes mindst to gange om året nu og mindst otte gange om året fra 2029, på hver server, firewall og load balancer, det bruges på. sslbrain fra FairSSL kører som en appliance i jeres eget netværk og fornyer og installerer certifikaterne fra ét sted, også på udstyr uden agent.
sslbrain sammenlignet med enterprise-CLM-platforme(åbner sslbrain.com i en ny fane)Ofte stillede spørgsmål
Syv spørgsmål, der afgør om en løsning kommer til at virke hos jer, uanset hvilket niveau den ligger på. De gælder også for vores egne, og svarene står ovenfor.
Læs videre om ACME, appliances og sslbrain
FairSSL ACME og Let's Encrypt
Niveau 1 og 2 side om side: FairSSL ACME sammenlignet med Let's Encrypt og ZeroSSL.
Sådan virker ACME-protokollen
Challenge-typerne HTTP-01, DNS-01 og TLS-ALPN-01, CSR, udstedelse og automatisk fornyelse med ARI.
Domænevalidering gennem én CNAME
AutoDNS: én CNAME-record per domæne, og derefter kører domænevalideringen automatisk.
ACME til appliances og load balancere
To måder: indbygget ACME hvor det understøttes, og en proxy med API-push til resten.
Central oversigt og overvågning
Ét dashboard til certifikater, servere og brugere, med status og advarsler uden at logge ind på hver server.
sslbrain.com
Vores egen CLM-platform på niveau 3 har sit eget website, med priserne og den gratis version.
Hvilket niveau af certifikatstyring hører I til?
Vi gennemgår jeres infrastruktur, antal certifikater og krav, og siger hvilket niveau der passer. Også når svaret er, at I ikke skal købe noget. Vi har ingen sælgere.